Det har vært hektisk her det siste døgnet. Én ting er det regulære arbeidet, som fordret mesteparten av gårsdagen, men sannelig ble det ikke litt å dekke i bygdeportalen med (om vi utvider døgnet litt):
- Det forjettede byggefeltet i nærheten er kommet på skinner
- Veien like oppi her ble asfaltert
- Det blir endelig «bussforbindelse» til hurtigbåten
- Den første sneen er falt
- Et hus borti her stod i lys lue i går aftes
Jada, dere kan bare le, blaserte bymennesker, men det vil jeg bare ha sagt: Her omkring er det nesten for meget av det gode. Noe av det er også dokumentert borti fotobloggen.
Jeg fristes, i anledning snefallet, til å repetere deler av en bloggpost skrevet på Høvik 1. februar (ikke 21. oktober!) 2008:
Nu falder Sneen i tætte Lag,
Og Drengen har ingen Hvile.
Det blev nok en Hoben Mile,
Hvad han kan løbe den hele Dag.
Her slæber han Gaarden af Sne-Blokke fuld,
Og former Soldater drøie;
Det volder ham Slid og Møie.
Han giver Soldaterne Øine af Kul.
Saa ruller han Sneen med al sin Kraft,
Mens Kæmperne staa der og kneise;
Han vil dem et Brystværn reise.
Til Landse han gi’r dem et Kosteskaft
Og nu er han færdig, og nu er han mat;
Hans Hænder er frosne og ømme.
For alle de stærke Drømme
Faar Drengen vist en urolig Nat.
Man hører ham juble, den lille Mand:
«Imorgen skal Slaget stande!»
Da løse sig Himlens Vande,
Og alle hans Kæmper blive til Vand.
Dikt: Johan Sebastian Welhaven
Foto: Utenfor mitt vindu i dette nu
Nu til arbeidet.
P.S. Her er forresten et eksempel på hva vi kaller kaos her omkring. Som sagt, bare le. Vi derimot, er helt overveldet.
Il pleure 
Siste kommentarer